Startside
Foto
Kogebøger
Rejse
Rejsebreve
Artikler/Nyt
Kontakt os
Links
Se lige her . . . . .
  • JoomlaWorks Simple Image Rotator
  • JoomlaWorks Simple Image Rotator
  • JoomlaWorks Simple Image Rotator
Rejsebrev USA nr. 4

Efter vores oplevelse omkring racerbanen, fandt vi et forholdsvis fint hotel med suiter, hvilket indebar at der faktisk var et fuldt køkken på værelset. Fedt tænkte vi – indtil næste morgen hvor vi så fandt ud af at der slet ingen morgenmad er. Det sørger gæsterne selv for i deres suiter. Nå – pyt tænkte vi og drejede ind på den første og bedste familierestaurant vi mødte.  Her stod den så på omelet, toast og kaffe inkl. en masse snak og lokalkolorit fra servitrice og øvrige gæster – hvor en god del bestod af lokale politifolk. Ja det er helt som vi ser det på film.

Vores mål på vores GPS blev sat til et Shopping Outlet godt på vej ud til kysten. Vi skal jo have plejet vores shopping gen, og et af de overordnede formål med vores tur er jo netop at få suppleret garderobe mv. til de billige priser vi ved der er i USA. Vi blev da heller ikke skuffet, for det viste sig at der er specielle tilbud og rabat i forbindelse med Memorial day. Alt er faktisk endnu billigere end vi forestillede os.

Shoppingcenteret er stort og alle de forskellige mærkevarebutikker er repræsenteret, og vi kan selvfølgelig ikke holde os væk, og slæber poser ud i bilen i en lind strøm.

Naturligvis kører vi en del for at nå vores forskellige mål. Det er dog ikke noget vi oplever belastende. Dels er vejene i USA generelt gode, og trafikken glider let og uden problemer, og dels har vi taget højde for disse lange stræk. Vi har til turen medbragt en lydbog, Stieg Larssons ”Mænd der hader kvinder”. Denne enormt spændende bog bliver så læst op for os imens vi kører, og voila – vi er fremme uden at vi har opdaget at vi har tilbragt en del timer i bilen. Såvel systemet som bogen kan godt anbefales.

Selv om vejrudsigten ikke har været lovende, har vi alligevel været forholdsvis heldige. Vejret er varmt, og det er blandet sol og regn imens vi kører. Det holder tørt imens vi shopper – men regner så voldsomt imens vi er inde i et supermarked for at købe frugt og andre fornødenheder, at vi og de øvrige kunder forskrækket kigger op i loftet for at se hvad det dog er der larmer så voldsomt. Det er såmænd bare regnen der slår på taget af bygningen.

Efter vores shopping gider vi ikke mere (det kan faktisk godt være trættende bare at shoppe). Der er som sædvanlig masser af moteller, der er tilnærmelsesvis ens i opbygning, service og udstyr, og valget afgøres mest af hvilket der ser mest nyt ud.

Vi spiser på noget der hedder Texas Steakhouse – der er et traditionel bøf sted, og hvor maden egentlig ikke er specielt god eller spændende, men der var 10% rabat, fordi vi boede på hotellet ved siden af….

I dag, tirsdag, nåede vi så kysten, og lander i noget der hedder Nags Head. Kysten i North Carolina er ret fed, og består af kilometerlange sandstrækninger a la Marielyst. En stor del er udlagt som naturreservat, hvilket betyder at der ikke er bygget huse mv., men at det er fuldt legalt af færdes der inkl. at benytte stranden.

Det benyttede vi os også af, så vi parkerede, smed skoene, og vandrede igennem sandet ud til vandkanten. Det blev dog en kort fornøjelse, for sandet er bare så varmt at vi inden for 30 meter havde rigtige store vabler under fødderne. Store brandvabler, hvorefter vi forsigtig måtte løbe gennem det gloende varme sand tilbage til bilen efter skoene. Men vandet er en fornøjelse, og dejligt køligt efter sådan en tur.

Det sidste af vejen ud til kysten minder meget om det vi kørte igennem sidste år New Orleans. Kanaler med vand, sumpet, huse på pæle osv. Vi ventede faktiske at se krokodiller, men så kun skildpadder. Et sted vi tankede fortalte tankpasseren at der er masser af dyr at se på, og med et glimt i øjet fortalte hun, at vi måske kunne se en bjørn.

Nags Head er et rigtigt udflugtssted, og et paradis for solelskere. Vi har fundet et fint hotel hvor vi har fået værelse oppe på toppen og med udsigt ud over havet. Ret fedt. Fra vores balkon kan vi sidde og se på havet, høre vandet bruse, se delfinerne springe op af vandet og plaske ned igen, og se pelikaner der flyver for så pludselig at styrtdykke ned under vandoverflade efter fisk.

Vores behov for mad blev dækket via noget der hedder Applebee’s og senere middag på Outback Steakhouse, hvor vi ved de har godt kød til bøffer, og en god laks til fruen.

Nu ikke mere denne gang – om alt går vel, følger der endnu mere inden længe.

Mange hilsener her fra USA, Nags Head, North Carolina.

Anne-Lis og Gert

 
< Forrige   Næste >

søndag, 05 september 2010

© 2010 Hjemmeside for Anne-Lis og Gert