Selv om vi ikke forventede at skrive mere, er det alligevel blevet til en ekstraudsendelse.

Så kom vi igennem hele dette store land, og er nu landet i Chicago igen – eller mere korrekt i en forstad der hedder Willowbrook, og som ligger lidt ude på vestsiden af Chicago, men ca. midt for byen.

Vi kørte det sidste stykke gennem Ohio og så igennem Indiana for at ende i Illinois som jo er staten hvor Chicago er hjemmehørende. En tur der gik helt uden problemer. Vi er færdige med at høre romanen ”Mænd der hader kvinder” af Stieg Larsson, og måtte ty til satelitradioen. Bilen er udstyret med en satelitradio der kan modtage ca. 3 - 400 forskellige radioprogrammer, og vi kan bl.a. vælge mellem et utal af jazz, rock, klassisk, blues og alverdens andre musikchanger. Vi har nydt noget jazz og lidt rock, men dagens underholdning bestod af ”kanal Elvis” fra Graceland, med alverdens musik af Elvis Presley krydret med lidt historie. Fedt til at køre bil efter.

Vi fik en flot tur igennem et utroligt afvekslende landskab – bakker og dale med dybe og vidtstrakte skove, hvor der bare er træer lige så langt vi kan se, og til de lige så vidtrækkende flade landbrugsjorder , hvor der slet ikke kan ses et eneste hus,  lige så langt vi kan se.

En ting der undrer os er, at jorden mange steder er pløjet, eller står med stubbe fra majs og lignende, men tilsyneladende ikke er tilsået med nye afgrøder. Det virker mærkeligt at jorden bare ligger uopdyrket, men vi kan ikke se hvad der sker. Det er bragende varmt, og alt andet lige burde der være gang i noget.

USA er i den grad kontrasternes land!

Der er så mange situationer, hvor vi tager os til hovedet, og tænker, hvad er det lige der sker.

Vi kører forbi huse der ser ud som om det kræver en indtægt på niveau med præsidenten for at kunne klare huslejen, og 100 meter længere ude af vejen ligger så de mest faldefærdige rønner, der mangler vinduer og med huller i taget osv.

Vi ser et indkøbscenter der stråler af lys, reklamer og liv, og på den anden side af gaden er der et tilsvarende indkøbscenter hvor halvdelen af butikkerne er tomme, og hvor menneskene der vandrer rundt er forhutlede negre, der i høj grad ligner hjemløse.

I Washington gik vi ned af Pennsylvania Avenue hvor det Hvide Hus ligger, og to gader til siden møder vi ca. 1.000 mennesker, der bor i papkasser og ligger på gaden uden for en bygning der rummer hjælpeorganisationen for hjemløse. Vi sætter os på en bænk for at nyde synet af en gade der er så ren og pæn,  så det ser ud som om den er slikket, og på den anden side af samme bænk ligger en hjemløs og sover (vi opdager det først da vi rejser os).

Vi forundres stadig over at tøj kan købes så billigt – Wrangler bukser til 100 kr. og de lækreste skjorter, T-shirts og polo trøjer fra Van Heusen til ca. 60 kr. stykket. Vi går ud og spiser, to personer med forret, hovedret og drikkevarer til mellem 150 og 300 kr. afhængig af niveau. Vi fylder bilen med benzin til mellem 14 og 17 kr. pr. 3,7 liter (det er steget fra under en dollar til i dag ca. 2,5 dollar inden for de sidste 5 år). Vi kan bo på et hotel i et kæmpestort dobbeltværelse for knap 500 kr. pr. nat (nogle hoteller er lidt dyrere afhængig af central placering osv.). Samtidig får vi fortalt, at arbejdstiden almindeligvis er ca. 10 til 12 timer pr. dag – og hvis jobbet rummer lidt ansvar, ofte mere, og at servicepersonale på restauranter mv. selv skal skrabe en del af lønnen ind via drikkepenge.

Selv om vi havde frygtet at skulle igennem noget torden og regn på vejen op til Chicago, blev vi forskånet. Det har faktisk stadig været flot vejr, og kun nogle få skyer har generet solen. Til gengæld var det tordenvejr der ville noget natten mellem mandag og tirsdag. Det regnede, tordnede og lynede så voldsomt at Anne-Lis stort set ikke turde lukke øjnene (undertegnede sov naturligvis bare fra det hele).

De sidste to dage vil vi stadig bruge på Chicago, og det er tanken at drage ind til centrum, parkere bilen og så vandre rundt på opdagelse i midtbyen. Der har vi godt nok været nogle gange før, men byen kan bestemt godt tåle et yderligere gennemsyn, og vi glæder os til bl.a. at se Millennium Park med den enorme ”bønne”.

Nu ikke mere denne gang – og om alt går vel, holder vi fast ved at der ikke kommer mere. Vi forventer ikke de store oplevelser de sidste dage inden hjemrejsen torsdag aften.

Mange hilsener her fra USA, Chicago, Illinois