Ferie i USA

Et smut ind i Indiana og så mod vest gennem staterne Illinois, Iowa, South Dakota og lidt ind i Wyoming. Tilbage op gennem Minnesota og Wisconsin for så at ende i Illinois igen.

En tur til USA for vores vedkommende indeholder altid en vis grad af shopping, og et af vores foretrukne indkøbssteder i nærheden af Chicago er Factory Outlet Lighthouse i Michigan City lidt syd for Chicago og et smut inde i staten Indiana.

Det er fast på programmet, og vi må simpelthen bare dertil. Sammenlignet med danske forhold, er tøj ganske billigt i USA, og det er en god regel ikke at have for meget med i kufferten fra start, men til gengæld have rigeligt kapacitet i kuffert, så der er plads til indkøbene. I de såkaldte Factory Outlets findes en lang række butikker fra anerkendte mærker samlet, og der sælges til stærkt nedsatte priser – typisk priser på mellem 30 og 80% lavere end de normale gadepriser. Skal det være endnu billigere, og hvis der ikke nødvendigvis skal stå anerkendte mærker på tøjet, har de store supermarkeder imponerende tøjafdelinger til rigtig lave priser.

En fordel når der købes tøj i USA er, at der pludselig er en række varianter inden for standardstørrelserne – f.eks. findes alle buksestørrelser i mindst 5 – 6 benlængder. Det gør det jo unægtelig noget nemmere når bukser aldrig skal lægges op uanset ens benlængde.

Nå - men nu til ferieturen.Udgangspunkt for turen er Chicago – O´Hare Lufthavnen hvor vi har lejet en lille Jeep (rød naturligvis). Generelt er det stort set umuligt at færdes i USA uden bil og det ”normale” her er mindst en Jeeptype – gerne stor og voldsom (vi nøjes nu med en forholdsvis lille og menneskelig Ford Escape med 4 hjulstræk). Selv om benzin er steget voldsomt i pris, er det stadig overkommeligt at køre rundt – også selv om der jo bliver kørt mange kilometer. For øjeblikket svinger prisen på benzin fra ca. kr. 16,80 til kr. 19,90 for en gallon (der er ca. 3,8 liter). Selv købt dyrest svarer det til ca. ½ pris af Danmark.

Efter den generelle shopping og supplering af garderobe, der tager en dags tid, starter den egentlige ferie. Et af de fastlagte mål allerede hjemmefra, var byen Winterset i området Madison County, lidt syd for Des Moines i staten Iowa, så vi kører den vej.

En aften hvor maden stod på frisklavede sandwich fra en Take-away, snakkede vi med en pige i forretningen. Det viste sig at hun var 50% dansk, men helt spontant var hun ved at falde død om, da vi fortalte at vi var der på ferie. Hun kunne slet ikke forstå hvad der dog kunne være attraktivt og værd at rejse efter i Iowa, som hun bestemt opfattede som et af de mest kedelige steder på jordkloden. Hun blev lidt beroliget ved at høre, at vi skulle videre til South Dakota for at besøge Badlands og Mount Rushmore. Det havde hun dog hørt skulle være noget mere spændende end Iowa, uagtet hun ikke selv havde været der.

Vi finder Madison County og byen Winterset. Lige her i byen Winterset findes nemlig de overdækkede broer der figurerer i den romantiske film ”Broerne i Madison County” med Clint Eastwood og Merryl Streep i hovedrollerne. Broerne findes faktisk i virkeligheden, og kan snildt ses på en rundtur i området. Ved lidt granskning af internettet viser det sig, at der findes tilsvarende overdækkede broer flere steder i USA, men der er selvfølgelig kun et af stederne der er broerne i Madison County. Broerne blev oprindeligt overdækket fordi det tømmer som selve broen blev bygget af var dyrt. For at beskytte dette dyre tømmer blev broerne så overdækket med, efter datidens opfattelse, billigt tag.

På vej rundt i byen Winterset for at finde disse overdækkede broer, finder vi, at det hus hvor filmskuespilleren John Wayne i sin tid blev født og er opvokset, faktisk ligger i centrum af byen. Det er en kæmpe attraktion og folk står i kø i en lang række ude på gaden for at få lov til at defilere gennem huset der er dekoreret med diverse flag og rosetter i de rette amerikanske farver. Ja søgningen er så stor, at det lokale politi har afspærret området to til tre gader rundt om huset. Ganske spændende at se (ikke huset altså) menneskemængden og den enorme interesse der er for et stakkels lille uanseeligt hus i en ganske almindelig søvnig by bare fordi en der blev til John Wayne engang blev født der.

Herfra videre mod vest, for vi havde sat os for at se Badlands og Mount Rushmore. Vi valgte at køre videre på en såkaldt ”Scenic route” (en slags Margueritrute), dvs. uden for motorvej og hvor landskab mv. jf. beskrivelsen på vores kort er værd at se. Vi oplevede nu ikke de store imponerende scenarier, men kom forbi byen Kimballton der er en såkaldt dansk landsby. På vejen til byen ses den danske indflydelse tydeligt gennem alle de forskellige navneskilte på virksomheder og beboere på gårdene. Her står Jacobsen, Jensen, Hansen og andre gode danske navne på række og det er næsten undtagelsen når en der hedder Smith endelig dukker op. I byen Kimballton vejer det danske flag side om side med det amerikanske og gadenavne som "Odense Street" og "Alfred Street" og betegnelsen "Posthus" viser tydeligt de danske aner. En smule tankevækkende at opleve sådanne enklaver når det erindres hvordan modstanden er, når forskellige indvandrere slår sig ned tæt på hinanden i Danmark. De danske syntes åbenbart også det var svært at være alene et fremmed sted.

Vi er stadig på vej mod vest (ja vi skal nok huske at stoppe inden vi når til den anden kyst). Efter broerne i Madison og køreturen forbi den danske landsby, krydser vi over til staten South Dakota og vi gør et kort ophold i byen Sioux Fall hvor floden Great Sioux River danner vandfald. Flot at se. Staten South Dakota er et meget stort land med ikke ret mange mennesker. Vi har kørt lange stræk hvor vi overhovedet ikke kan se et hus, men kun marker og græsgange. Det er imponerende når man kører forbi en mark der først slutter efter flere kilometer. . . . . Det er også imponerende at stå på en bakketop og overhovedet ikke kunne se et hus uanset hvor man kigger hen (der er ret fladt så vi kan faktisk se meget langt). Og når en flok kvæg der står ved et hegn består af flere tusinde dyr – ja – så ser det altså ud af noget andet end de størrelser på besætninger vi er vant til.

I byen Chamberlain krydser vi over Missouri River og landskabet ændrer en smule karakter. Der er nu blevet mere kuperet og er knap så fladt, men der er stadig græsgange og prærie. Ved broen der krydser Missouri River ligger Al’s Oasis. De sidste hundrede kilometer er vi blevet gjort opmærksom på dette unikke sted gennem et utal af skilte langs vejen. I praksis viser Al’s Oasis sig at være en samling bygninger i western stil med restauration, køb af souvenir og et supermarked. Tidligere blev det indre af USA bl.a. udforsket af Lewis og Clark – to opdagelsesrejsende der rejste hele vejen tværs over landet og tilbage i tidsrummet fra 1804 til 1806. Det fortælles, at disse to fra toppen af en af bakkerne lige efter Missouri River, på prærien kunne se flokke af bison med 3 – 5.000 dyr i flokkene.

Videre ud over prærien – ad den lange lige motorvej, hvor der er uendelig prærie på begge sider og bare prærie og prærie når vi kigger ud af vinduerne i bilen. Det virker øde på en speciel måde – ikke øde på en uhyggelig måde, men mere øde på en måde så vi føler os ensomme. Vi fornemmer virkelig at vi to enkeltpersoner er meget små i det store spil. Når vi som her kører ud mod vest, får historien ”Det lille hus på prærien” pludselig en helt anden dimension, og vi kan fysisk se for os hvordan det er at bo midt ude på prærien med uendelig langt til de nærmeste andre mennesker. Flere gange snakker vi om at det er let at forestille sig flokke af indianerne dukke op på den næste bakketop, de store flokke af bison der tordner hen over prærien, eller cowboys der på hest tordner hen over prærien imens lassoen bliver svunget rundt, på jagt efter bortløbet kvæg, men det er jo desværre historie.

Undervejs blev der stoppet forskellige steder alt efter hvad der på skiltene fremstår som spændende eller interessant. Bl.a. stopper vi Mitchell hvor der er en ”native indian village”, altså en indianerlandsby – der viser sig at være en arkæologisk udgravning og meget lidt interessant. Der er også et majs palads hvor udsmykning både ude og inde er udført i majs.

Her snakkede vi med en Cowboy der gik rundt midt i byen på gaden med pistolen i bæltet – han var nu meget rar, men det er skræmmende at det kan lade sig gøre.

En by vi sov i på vores vej var vel nok det tætteste vi kan forestille os på verdens røvhul – fuldstændig nedslidt, 15 huse og en masse faldefærdige campere – og så selvfølgelig 2 benzintanke og et motel – hvad ellers her ude i det vilde vesten. Veje af grus der støver og en indhegning hvor der trænes i at fange tyrekalve med lasso som eneste fritidsbeskæftigelse. Spændende sted at vokse op i. Her så vi også de første rigtige indianere.{mospagebreak}

Ellers har vi nået et af vores erklærede mål, nemlig det der kaldes Badlands – og som er en enorm mængde sandstensbjerge – eller slugter om man vil – for en stor del går naturligvis nedad i forhold til ”normalniveau” – der er formet af vandet. MEGET imponerende og meget WOW efter hvert eneste vejsving. Der finder vi også rigtige ”vilde” bisonokser der græsser – og en masse små præriehunde – og en masse skilte med advarsler om at passe på klapperslangerne – de er der alle vegne og de er IKKE tamme!

Videre herfra til noget der kaldes Black Hills, og som også er et af vores erklærede mål, hvor vi så fik set på de 4 præsidenter der er hugget ud i bjergsiden og bagefter til det sted hvor en indianerhøvding er ved at blive hugget ud af et helt bjerg. Crazy Horse skal - når figuren engang bliver færdig være ca. 200 meter høj og ca. 225 meter lang - en indianer på hest der peger med en arm ud i horisonten. De 4 præsidenthoveder kan alle sammen – stablet oven på hinanden være i hovedet på denne figur. Jo det er store sager. Foreløbig har det taget 58 år - og der er rigtig langt igen før figuren er færdig, men vi kan da se hovedet med ansigtet. Flot bliver det.

Ikke alene byer og mennesker skifter. De forskellige landskabsmæssig stilarter skifter også – flad prærie, Badlands med de utrolige scenarier, de mørke og skovklædte bjerge i Black Hills og nu sørme også vejret. Vejret er blevet lidt blandet og det regner ind i mellem, men det er der jo ikke rigtig noget at gøre ved.

Her ude i "the middle of nowhere" er der i øvrigt ikke telefonforbindelse med mobiltelefoner. Vi oplever gentagne gange og over store strækninger at vores mobiltelefoner er uden forbindelse. I byerne – eller på motellerne hvor vi overnatter er der dog forbindelse til internet - så vi kan sende mails og kommunikere med resten af verden på denne måde.

Byen Deadwood, et af de steder hvor vi overnatter på vejen, er en meget speciel oplevelse. I almindelighed står der skilte uden for byerne hvor der er hoteller (lodging) og hvor der er spisesteder (food) således det er let at orientere sig. Ved indkørsel til Deadwood så vi pludselig også skilte med spil (gaming). I første omgang tænkte vi nu ikke så meget over det, men da vi kørte gennem hovedgaden i Deadwood fik det pludselig mening. Stort set alle bygninger i byen er omdannet til spillehaller med et utal af blinkende og bippende spilleautomater – enarmede tyveknægte, og alle steder reklameres der med levende poker. Yderligere er husene langs hovedgaden fuldstændig som man forestiller sig en Wild-west by. Hotellet som vi skulle bo på udleverede sammen med nøglen en rabatkupon til spillehallen der bød os velkommen med gratis spil, gratis drink, gratis pizza osv. Vi kunne nu godt nære os, men kigge kunne vi da – og øjnene var store efter en gå-tur gennem spillehallerne, hvor der blev spillet poker med masser af rigtige penge som indsats.

Det er nu en særlig oplevelse at spise morgenmad midt blandt spillemaskinerne hvor andre morgenmadsgæster veksler mellem at bruge hænderne til at trække i spilleautomaten og til at føre mad og kaffe til munden.

Bankøren som jo hører til enhver spillehal, sidder bag et gitter og han er stort set væk i store sække med mønter og store bundter med dollarsedler. Jo det her det er wild-wild west.

På hovedgaden ligger også diverse barer – det hører næsten sammen. En har et skilt uden for hvor der står at familier er velkomne, men så er der er tilføjelser – at børn ikke har adgang efter 20.30. Vi prøver at gå inden for, og der er savsmuld på gulvet – stort set kul ravende sort overalt, en lang bardisk hvor toppen er af metal og en række runde borde i lokalet, fuldstændig som vi ser det på gamle film. Så umiddelbart virker det faktisk meget fornuftigt med tilføjelsen på skiltet uden for døren, men måske knap så fornuftigt med starten af skiltet. Jeg tror nok at McDonald vil være et mere naturligt valg til en børnefødselsdag.

Spisesteder i øvrigt kunne vi ikke finde – før vi bevægede os helt ind i bunden af spillehallerne. Det viste sig at spisestederne er placeret bagerst i lokalet – og det viste sig i øvrigt også, at lige netop her serveres nogle helt ekseptionelle bøffer – faktisk de bedste som vi nogensinde har smagt!

I Deadwood ser vi flere fodgængere der går rundt i byen bevæbnede med gammeldags seksløber i siden og bundet fast til benet – fuldstændig som i en cowboy-film. Det er faktisk tankevækkende – og det forstærkes når vi læser skiltene uden for skolen. Der står ”Firearm and drugfree zone” dvs. ”våben- og narkotikafrit område” – så kan de lære det ka’ de.

I Rapid City forsøger vi at finde et museum med Sioux indianernes historie og kultur. Det lykkedes nu ikke alt for godt. En specialitet i byen er statuer af tidligere præsidenter der pryder hvert eneste gadehjørne i centrum. Ikke store statuer anbragt på en enorm granitblok, men staturer i naturlig størrelse og med naturlige gøremål. Et sted sidder en præsident på en bænk, et andet sted står en præsident og hilser på de der går forbi ved at løfte på hatten og et tredje sted står en præsident med et lille barn i hånden. De er der alle sammen, Washington, Jackson, Jefferson, Jimmy Carter, Gerald Ford, Kennedy, Nixon, Eisenhower, Reagan, George Bush osv. Det lykkedes til sidst at finde et museum, og vi får set både prærieindianernes kulturelle baggrund og også hvordan nybyggerne under beskyttelse af soldater drog mod vest. Slet ikke så tosset at bruge nogle timer på. På museet er det bl.a. muligt at prøve forskellige former for sadler fra dengang, og vi kan da lige fortælle, at en traditionel cowboysadel ikke er udpræget behagelig at sidde på i lang tid. Den er på en måde ”figursyet” og det er ikke muligt at flytte de ømme muskler mange millimeter når først rumpen er presset ned i sadlen.

Stugis viser at være en lille by der hvert år i august invaderes af motorcyklister der har et træf her. I byen er naturligvis affødt af dette træf en masse butikker med motorcykeludstyr og beklædning. Bl.a. er der en, efter vores opfattelse, MEGET stor Harley Davidson forretning som vi lige fik vendt rundt i. Efter sigende skulle det være en oplevelse at se de 70 – 80.000 motorcykler der samles til august i denne lille by.

Fra Sturgis går turen fortsat videre mod vest og ind i staten Wyoming. Vi har besluttet at vi lige skal vende rundt om Devils Tower før vi vender bilen og kører mod øst igen.

Devils Tower er en klippeformation der skyder nogle hundrede meter næsten lodret op i luften i et område hvor Black Hills ellers er slut og der igen er begyndt at blive ret fladt.

På vej ”hjem igen”, dvs. efter Devils Tower og på vej mod øst og Chicago drejer vi lige ind over et af de rigtig store indianerreservater. Vi er nysgerrige og vi vil gerne se hvordan der er i sådan et reservat – og hvordan indianerne lever. Der er nu ikke meget at se – ikke noget specielt set med vores øjne og alle byer mv. ser ud som alle de øvrige byer vi er trillet igennem. Det eneste lidt specielle vi oplever på vores vej gennem reservatet er en tankstation hvor der også er et supermarked. Her er det tydeligvis indianere der står bag ved disken – og også tydeligt indianere der kommer og handler. Alt andet er ikke meget anderledes end de andre steder vi har været.

På vejen mod øst har vi på vejen udset et sted hvor der er samlet autentiske gamle bygninger mv. i en form for museum for nybyggerne og de første på prærien. Husene er originale og der er bl.a. en togstation, en bank, et hotel med saloon og en lille scene, en dilligencestation, en smed, et trykkeri og – naturligvis sheriffen med fængsel. Spændende at se hvordan husene var og specielt hvordan indretningen var omkring 1880 hvor de fleste af husene er fra. Her er også et nybyggersted/farm som det tog sig ud tilbage til dengang med et enkelt rum i selve huset, og hvor alt foregik samt en lade og en vindmølle.

Her har de en udstilling med remedier og andet fra filmen ”Danser med ulve” med Kevin Costner. Det skal ses i sammenhæng med at filmen dels foregår på disse kanter, men også i forhold til at flere at scenerne faktisk er optaget på dette sted.

På vores videre færd er der skilte der viser til ”Det lille hus på prærien” og huset hvor Laura Ingalls boede da hun skrev bøgerne om dette lille hus. Vi opgaver dog at køre dertil og er enige om at vi har rigeligt med oplevelser i bagagen.

Et sted på vores vej mod øst og mod Chicago, finder vi endnu et sted med en gammel prærieby der er sat op som museum. Denne gang er det originale bygninger der er flyttet til denne plads fra deres oprindelige byggested. Også her er husene udstyret med møbler og ting og sager. Bygningerne i denne by er tydeligvis fra en mere ”civiliseret by” på prærien, hvor den tidligere by var mere wild west agtig. Denne by er tidsmæssig fra omkring 1900 – 1910. Også her er en bank, et hotel, rådhus, kirke, skole, en frisør og flere private beboelseshuse der er skænket til museet.

Her har de en hytte bygget op af tørv som de første nybyggere faktisk gjorde. Ude på prærien er der ikke – og var heller ikke før i tiden – andet end græs osv. Træ til tømmer fandtes ikke og de første nybyggere måtte klare sig uden. Derfor blev husene faktisk bygget op i tørv. Ifølge museet kunne en nybygger bygge sig et hus af tørv i løbet af ca. en uge og det kostede ca. 3 dollar i materialer. Selv efter datidens forhold har det næppe været særlig mange penge. I øvrigt så vi avisudklip der beskrev hvordan staten dengang forærede jorden bort. En nybygger fik 170 acres jord hvis de blot ville slå sig ned, bl.a. her i staten South Dakota. Dette areal svarer ca. til 68 hektar (en hektar er jo 100 x 100m eller 10.000m2)

På turen mod vest krydsede vi på et tidspunkt floden Mississippi der skiller mellem staten Ilinois og Iowa. På det tidspunkt krydsede vi ved byerne Moline og Davenport, og lige der er der faktisk ikke så meget at se, bort set fra at vi kører over en stor bro. Derfor snakkede vi om, at vi skulle finde Mississippi på hjemveje så vi ikke gik helt glip af den. Vi ku’ li’som ikke komme hjem og fortælle, at den havde vi ikke lige lagt mærke til. Derfor blev den et mål for os, og vi lykkedes med at køre langs floden ned fra Minneapolis til byen La Crosse hvor vi så krydsede over floden og kom ind i staten Minnesota. Samlet et stræk på ca. 150 miles.

Nu er Mississippi jo ikke en lille nuttet flod, men faktisk vand der har en bredde der svarer til en pæn stor dansk sø, men flot er det at ligge ved bredden og kigge ud over det stille vand og tænke på Huckleberry Finn, tømmerflåder og hjuldampere med store skovlhjul og to skorstene, selv om det naturligvis var noget længere nede af floden.

Madison er en universitetsby og hovedstaden i staten Wisconsin. Regeringsbygningen i Madison er en kopi af Capitol i Washington med den store hvide kuppel og det hele. Kernen i byen Madison er faktisk ret så hyggelig og der er en del spændende butikker og spisesteder langs den centrale hovedgade. På vej ud af byen skal vi tanke benzin, og vi finder da også en række benzintanke. Uanset hvilken vi prøver har de skilte på standerne hvoraf det fremgår at du kun kan tanke benzin hvis du forudbetaler i butikken – det er ikke muligt at bruge kreditkort eller kontanter ved benzinstanderen. Det under os naturligvis, men ved nærmere eftersyn viser det sig at vi er havnet i et kvarter hvor det ser ret sort ud.

I USA er der rigtig mange stede hvor diverse indvandrere fra bl.a. lande i Europa har sat sit præg. Omkring Milwaukee er det tysk der er i højsædet og vi kører gennem New Berlin uden egentlig at kunne få øje på den helt store prægning. Dog ser vi et typisk tysk ”Gästhause”, så helt uden indflydelse har tyskland nu ikke været.

Herfra går det videre sydpå til Chicago hvor vi skal ind til centrum for at opleve Millenium park der er en arkitekturudstilling og hvor der bl.a. er opstillet en ”bønne” på størrelse med en boligblok og i blankt metal så Chicago spejler sig i overfladen. Ganske sjov virkning med de fortegninger som bønnens buede overflader giver.

Tilfældigt er der denne dag byfest i Chicago og et område i Grants Park er afspærret. Her er opstillet scener og en række bluesband spiller blues musik fra Louisiana.

Med en spændende ferie, en masse oplevelser, imponerende indtryk og ca. 1.000 fotografier med os, mener vi at have nok til at sige stop og tage hjem.