Vi har det godt.

Var paa afrikansk bar i fredags, og fik os noget af en overraskelse på vej hjem. Vi kom gående af en ret befærdet vej, men det holdt ikke en fuldstændig fra den person fra at tage et stort brædt op, og begynde at slå løs mod os. Han råbte at han i hvertfald ikke var bange for at slå ihjel, hvorefter han greb ud efter Emilie og hendes taske. Men efter lidt baksen frem og tilbage og med alles liv som indsats lykkedes det os, at komme væk med penge og telefoner - Øv en irriterende måde at slutte aftenen af på, men der er endnu ingen frivillige der er sluppet igennem et ophold uden at blive overfaldede med henblik på at stjæle penge, så positivt at vi alle 6 piger var sammen og 7-9-13 for at det ikke sker igen!

Ellers kun positive oplevelser hefra. Vi ankom godt trætte til Swaziland lørdag morgen, for som de unge og smukke mennesker vi er, tog vi selvfølgelig direkte fra byen, hjem i bad og videre med chappa til Swazi for sidste gang. Næste gang får vi fornyelsen af visummet ordnet i Syd Afrika i forbindelse med vores besog i Krüger Safari park. Det er weekenden før min fødselsdag. Swaziland er dejligt, men ikke noget nær Maputo.

Menneskerne der er meget urolige og der er konstant støj overalt. Vi tog til Mlilwani - Et så fredeligt sted at du kan høre græsset gro. Det er en kæmpe dyrepark, hvor vi blandt andet så zebraer, flodheste og krokodiller . . . .

Har taget nogle fine billeder, der kommer på nettet snarest muligt! Vi overnattede en dag og var så på farten igen dagen efter, hvor vi igen satte kurs mod Maputo.

I næste weekend var planen Inhambane, men efter cyklonen hærgede der, har vi besluttet at vente et par uger. Inhambane er efter sigende det smukkeste sted i hele Mozambique med kendte strande som Tofu, hvor der blandt andet er mulighed for at dykke med delfiner - Alletiders.

Ellers tager den ene dag den anden. Lige nu er det vildeste hvad der skal ske på Sandras fødselsdag, for det er da noget af et arrangement der skal stables på benene. Mama spørger mig dagligt omkring 5 spørgsmål omkring dagen, hvor mange der skal deltage, hvad jeg vil spise, hvad tid gæsterne skal komme osv. Jeg tror det bliver århundredets fest i Mozam- tilsyneladende intet mindre. Men det bliver sjovt. Det sjoveste var næsten at de troede det var den 28. feb. så der var vildt stress fra alle kanter og i morges vågnede jeg ved at Godito (min storebror) var igang med at hænge guialander op - Men så måtte Sandra skære igennem og forklare at der altså er en måned endnu - Og pludselig åndede alle lettede op! (Ahh, Mozambique og tid)!

Ikke mere herfra . . .

Pas på jer i sneen, så passer jeg på chappaerne her . .

Knus til alle