New York nr. 2 PDF Udskriv

I dag lykkedes det så at komme rigtig tæt på det store vandfald på grænsen mellem USA og Canada – Niagara Falls. Imponerende ser det ud når vi står helt ude på kanten og ser ned på vandet der falder ca. 55 meter ned til bunden, og imponerende er det også at se de mennesker der sejler i båd helt hen til kanten – eller de der går ned af trapperne og står med fødderne i vandet.

Jf. turistbrochurerne løber der ca. 375 tons vand ud over kanten – hvert sekund hele året! Det bliver til nogle vandkander på græsplænen.

Ud over synet her, har vi brugt dagen på at køre retur til New York. Der er jo ca. 5 – 600 kilometer så det er ikke overstået på en times tid, men det vidste vi jo da vi startede, og det har bestemt været turen værd.

Tæt på New York har vi fundet det supermarked som vi bl.a. har sat os for at se. Også det er imponerende, og noget anderledes end vi er vant til hjemme i lille Danmark.

Supermarkedet giver friske varer en helt ny dimension. Der er produktion af en lang række forskellige varer inde i selve supermarkedet. De tapper selv mælk, producerer is, juice, skærer selv kødet ud, steger en masse forskelligt som kan købers varmt eller koldt, fylder diverse bøtter med alt muligt, steger kartoffelchips osv. osv. Selve produktionen af diverse varer er stort set lige så stor som supermarkedet – der i øvrigt er rigtig ”landligt” og lidt ”hjemmelavet”, men dog uden savsmuld på gulvet.

Vi planlægger lige en tur forbi inden vi afleverer bilen i morgen fredag og starter der ”faste” del af turen i selve New York.

Nu ikke mere for denne gang, men mere følger helt bestemt.